RPA – Det oftest stillede spørgsmål og en praktikers svar

På min egen RPA rejse med Danske Bank har jeg mødt mange, som har ønsket mit råd omkring, hvordan man starter RPA op, eller hvordan man kommer videde til næste niveau. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor det er et så almindeligt spørgsmål, da teknologien for de fleste er ny, og tilbyder en bred vifte af muligheder, fordele og gevinster, men også en masse fælder og faldgrupper.

Jeg ser tilbage på min egen andel af opbygningen af RPA i Danske Bank Personal Banking Operations med en nyfunden påskønnelse for alle de rigtige og forkerte beslutninger, vi tog i forbindelse med vores implementering af dette nye og vidunderlige værktøj. Jeg var heldig nok til at have en visionær direktør, som gav mig carte blanche til at investere tid, personale og ressourcer i RPA og i en opbygning af vores interne kompetencer. Vi havde lidt til ingen hjælp udefra, hvilket når jeg ser tilbage, ikke var den bedste løsning.

På den ene side gav det os mange problemstillinger, på den anden side gav det os muligheden for at lære af vores fejl og muligheden for at tilpasse RPA-processen ind i vores virksomhed og virksomhedens kultur. Når jeg kigger tilbage på helheden af implementeringen af RPA i Danske Bank, så ville jeg gerne have haft en professionel og erfaren sparringspartner. Dette er på trods af, at vi kom længere, end nogen kunne have forventet i en så kort periode, da jeg er sikker på, at vi med hjælp udefra kunne være kommet endnu længere.

Et eksempel på en dyr fejl: I vores opstart fulgte vi vores softwareudbyders samarbejdspartners guideline omkring ikke at leane processer – blot automatisere dem. Vi var trofaste over for dette koncept i en lang periode, indtil jeg indså, at det ikke gav nogen mening. Danske Bank er fuld af eksperter inden for bankens forskellige automatiseringsværktøjer, og ikke at aktivere dem var uintelligent.
Nogle af de bedste RPA-løsninger som vi udviklede var en kombination af at leane processen og udarbejde en ny proces, hvorefter vi tilføjede normal .net udvikling samt BPM og RPA – noget gjort muligt af de mange eksperter der findes internt. At kombinere lean, konventionel it-udvikling, BPM og alt andet som din virksomhed har til sin rådighed, er for mig logisk og naturligt.

RPA er et fantastisk værktøj til at bygge broer imellem forskellige IT-systemer, og det personale der bruger dem. RPA bør ikke i sit udgangspunkt være et værktøj til at afskaffe personale, men en måde at styrke dem og hele virksomheden på.
Men tilbage til mit initiale statement omkring mit råd til hvordan man bedste starter – så er dette en praktikers råd, for dem som endnu ikke er påbegyndt deres RPA rejse:
– Begynd nu
– Søg professionel hjælp – undgå de værste tidkrævende fejl. (Såsom ikke at få alle stakeholders med)
– Lad være med at forsøge at gøre alt på en gang – anerkend at det tager tid at inkorporere RPA
– Husk RDA (Robotic Desktop Automation)
– Overvej at rekruttere erfarent personale indenfor RPA (Både udviklere samt analytikere)
– Tilpas jeres RPA-indsats så det matcher jeres virksomhed. (One size fits – one company)

Og for de andre “veteranvirksomheder”, der allerede har været i gang med RPA og gjort sig en del erfaringer:
– Få eksternt råd omkring jeres nuværende status og modenhed
– Beslut i hvilken retning I gerne vil udvide jeres RPA kapacitet
– Reevaluer jeres suite af RPA software (RPA / RDA / AI osv.)
– Reevaluer jeres CoE (Og hvis I ikke har et, så beslut om det giver mening for jer at have et – det gjorde det for os)
– Hold jer selv opdateret med alle teknologier indenfor RPA – det udvikler sig hurtigt, og hvad der var umuligt i går, er muligt i dag.
– Hvis I ikke allerede har det – så anskaf en teknisk arkitekt.

Jeg håber, at dette blogindlæg svarede lidt på jeres spørgsmål – og håber at se jer til næste konference.

Med venlig hilsen
Martin @Carve.dk